forsendelser-pakker

Hvorfor kan tolden tilbageholde forsendelser?

Du har sendt en international forsendelse eller forventer at modtage en. Men den ankommer ikke, og du finder ud af, at den er blevet tilbageholdt i tolden. Hvor frustrerende! Forskellige transportører kan udtrykke det forskelligt, men betydningen er den samme: Toldvæsenet har brug for flere oplysninger for at kunne afgøre, om dine varer kan importeres eller ej.  

På denne side forklarer vi, hvorfor forsendelser nogle gange kan blive tilbageholdt i tolden, og hvad du kan gøre ved det.

Hvem er toldmyndighederne, og hvorfor tilbageholder de varer?

Toldvæsenet er en statslig myndighed, som overvåger varer, der kommer ind i og sendes ud af et land. Indkommende varer skal overholde de lokale bestemmelser. Hvis de ikke gør det, tilbageholdes de i tolden.

En forsendelse kan tilbageholdes på grund af noget simpelt, f.eks. at modtagerens kontaktoplysninger mangler på papirerne, eller på grund af noget mere komplekst, f.eks. at en stor fødevareforsendelse mangler ingrediensmærkning på det lokale sprog.

Hvad er de mest almindelige årsager til, at en forsendelse tilbageholdes?

Tre hovedårsager til, at toldvæsenet tilbageholder en forsendelse, er: 

  • En uklar varebeskrivelse
  • Tvetydig dokumentation
  • Ekstra dokumenter er påkrævet

Lad os se nærmere på hver enkelt årsag.

1. En uklar varebeskrivelse

En international forsendelse skal altid have en detaljeret varebeskrivelse, hvori afsenderen beskriver indholdet. Disse oplysninger skal omfatte mængden af indhold, hvad indholdet er, materialet, oprindelseslandet og HS-koden. Tilføj også mærkenavn og modelnummer, hvis du har dem.

Et eksempel på en varebeskrivelse kunne være: To par gummistøvler til børn, fremstillet i Frankrig af naturgummi med bomuldsfor. Plus HS-koden.

En vag beskrivelse gør det svært for tolderne at opkræve de korrekte afgifter og skatter eller at kontrollere, om der gælder lokale bestemmelser. Så de holder forsendelsen tilbage, indtil de får de korrekte oplysninger.

2.  Tvetydig dokumentation

Uklart papirarbejde kan være alt fra en forkert værdiansættelse af forsendelsens indhold til manglende detaljer på handelsfakturaen. Det kan tolkes som undvigende eller vildledende, og derfor vil toldmyndighederne tilbageholde forsendelsen, indtil de ved mere.

Toldpersonalet kan bede om manglende oplysninger. Hvis de ikke får de korrekte oplysninger eller ikke kan validere dem, bliver forsendelsen muligvis sendt tilbage. 

3. Ekstra dokumenter er påkrævet

Nogle gange kræver et land ekstra dokumentation fra afsenderen eller modtageren for at tillade import af visse varer. Det kan være et certifikat eller en godkendelse fra en offentlig myndighed som FDA i USA. Så tjek altid importkravene i destinationslandet.

Hvad kan jeg gøre for at få min forsendelse frigivet?

Hvis din forsendelse bliver stoppet i tolden, kan din transportør kontakte dig for at få flere oplysninger. Din transportør kan fortælle dig, hvad der er brug for, så din forsendelse kan blive clearet og frigivet til levering.

Hvordan kan jeg undgå en toldforsinkelse næste gang?

Hvis du er afsenderen, skal du sørge for, at forsendelsespapirerne er komplette og nøjagtige – især varebeskrivelsen.

Hvis du er modtageren, skal du give afsenderen din komplette adresse, kontaktoplysninger og forretningsoplysninger, hvis det er relevant. Og tjek dit lands importkrav på forhånd.

Relevante emner

Oplysningerne på denne side skal ikke opfattes som juridisk, skattemæssig, økonomisk, regnskabsmæssig eller forretningsmæssig rådgivning, men er tænkt som generel information om forsendelse. Shipping Channel's indhold, oplysninger og services kan ikke erstatte rådgivning fra kompetente fagfolk, fx en statsautoriseret revisor, et advokatfirma eller en økonomisk rådgiver.  Hvis du er usikker på, hvilke forsendelseskrav der gælder for dig, skal du kontakte din transportør og sørge for at tjekke regler og bestemmelser for det land, du sender fra og til, før du sender. Du kan finde disse oplysninger på myndighedernes hjemmesider.